Bestyrelsen, ledelsen og klubbens udvalg har længe været i gang med forberedelsen af 2012. Vi går en sæson i møde med store udfordringer, men også en sæson, hvor alle sejl bliver sat til for at sikre en positiv driftsøkonomi. Der er tre forudsætninger, der skal lykkes for at sikre en positiv udvikling. Første forudsætning er kontingentstigningen, der blev vedtaget på generalforsamlingen i november. Anden forudsætning er at realisere besparelser på driften på kr. 600.000 samtidig med en udefrakommende stigning i omkostningsniveauet. Og tredje forudsætning er at vende nedgangen i medlemstallet, så vi minimum får 50 nye medlemmer i 2012.
Besparelserne vil ramme alle områder i klubben. Eneste undtagelse er, at vi fortsat vil sikre, at banens standard udvikles, og den daglige pleje fastholdes. Driftsbudgetterne viser, at det kan lade sig gøre, men det vil betyde, at vores udvalg skal være meget omkostningsbevidste, samt at der skal engageres flere frivillige medlemmer til en række opgaver. Når finansieringsforholdene er kommet på plads, bliver det muligt at foretage præcise udmeldinger til vores udvalg, så de kender de økonomiske betingelser for sæsonen.
DGU har igennem 2011 foretaget en række analyser af, hvilke former for medlemsrekruttering, der har den største effekt. Bestyrelsen, sekretariatet og turneringsudvalget har derfor igangsat en række planer for, hvorledes vi sikrer os den nødvendige medlemstilstrømning. Også begynderudvalget og vores dygtige trænerteam vil blive involveret heri. DGUs analyser viser blandt andet, at det er helt afgørende at "time" indsatsen rigtigt. Den optimale periode for medlemsrekruttering er marts til maj, mens der omvendt ikke vil være nogen effekt i månederne oktober til januar. Indsatsen vil både blive rettet mod nybegyndere og eksisterende golfspillere i området, og vi satser på, at de færdige planer ligger klar i februar. Det skal i denne sammenhæng i al stilfærdighed bemærkes, at negative indlæg i diverse debat-foraer ikke er fremmende for medlemsrekrutteringen.
For at sikre klubbens rekrutteringskanaler er vi sideløbende i færd med at indgå samarbejdsaftaler med de to største professionelle klubber i Silkeborgområdet – SIF og BSV. Vi glæder os til at informere om det konkrete indhold i disse aftaler. Også når det gælder sponsorrekruttering arbejder sponsorudvalget målrettet med at følge op på de strategier, der blev fastlagt for et år siden, og som på trods af den generelle økonomiske afmatning har vist sig at være virkningsfulde. Som nævnt på generalforsamlingen nedsættes parallelt hermed en visionsgruppe, der dels skal fremkomme med input til styrkelse af klubbens forretningsgrundlag og dels skal sikre koordineringen med de eksisterende aktiviteter.
Klubbens største udfordring efter to år med store driftsunderskud er at sikre den langsigtede finansiering. Bestyrelsen har siden generalforsamlingen kæmpet for at få likviditeten på plads, og det har på trods af kontingentforhøjelsen vist sig uhyre svært og en betydeligt vanskeligere opgave end forventet. Med de finansielle vilkår, som banksektoren oplever, er der ingen lette løsninger, så vi har sideløbende til hensigt at udbygge klubbens kapitalgrundlag på anden vis. Bestyrelsen får i dette arbejde tilført værdifuld bistand af nogle af klubbens juridisk kyndige medlemmer, og vi håber snart at kunne orientere yderligere om disse bestræbelser. Det skal pointeres, at finansieringen endnu ikke er på plads, og da dette naturligvis er en forudsætning for at løse alle andre opgaver, er det bestyrelsens klare hovedprioritet. Før vores likviditet er sikret frem til oktober 2012, vil der ikke ske køb af aktier fra tidligere medlemmer, ligesom der ikke bliver iværksat udgiftskrævende aktiviteter af nogen art. Vi tror og håber naturligvis at få dette helt afgørende forhold på plads snarest muligt.
På trods af de store udfordringer, vi står over for, vil vi ønske alle medlemmer et rigtig godt golf-år på en bane, der fortsat vil være blandt de allerbedste i Danmark.
Med venlig hilsen Bestyrelsen og medarbejderne i Silkeborg Golf Club |