Tilbage til forsiden

Generelt

Banen

Medlemmer

Turneringer

Gæster

Elite



Om golf og herretoiletter

Kære medlemmer.

Dette indlæg er tiltænkt klubbens mandlige medlemmer, men kære damer I må gerne læse med. Jeres mænd behøver en opsang!
Som så ofte før tilbragte min far og jeg søndag eftermiddag på vores dejlige golfbane. Spillet var ikke det bedste, men vejret var også koldt og vådt og jeg skulle i øvrigt tisse hele vejen. Ja undskyldningerne er mange, det ved enhver golfspiller. De fleste mandlige medlemmer vil måske hævde, at jeg kunne løse det ene og mest påtrængende problem ved blot at gå om bag et stort træ og få rettet min nødtørft. I sådanne situationer påtænker jeg nu altid hensynet til banens øvrige spillere - man ved jo aldrig om spillerne bagved skulle slå deres bold lige netop hen til dette udvalgte træ, og godt nok er der frit drop fra tilfældigt vand, men alligevel..
Jeg valgte derfor at betakke mig muligheden og spillede videre mens jeg så frem til synet af vort smukke klubhus med dertil indrettede toiletter. Da vi omsider kom ind efter dagens strabadser, kunne jeg hurtigt konstatere, at jeg i det mindste ikke skulle stå i kø til toilettet: alle døre stod som altid vidt åbne! Derudover var lysene tændte og stanken mindede mig om toiletterne på Roskilde Festivalen. Kort sagt: der var så ulækkert, at jeg pludselig sagtens kunne holde mig til jeg kom hjem.
Det er langt fra første gang jeg oplever, at toiletterne tager sig således ud. Da jeg en onsdag slukkede lyset og lukkede døren på et at toiletterne, hvor døren stod på klem, hørte jeg straks et lettere overrasket udbrud derindefra: ”Hov, hov..jeg er skam slet ikke færdig endnu!”  Af hensyn til det pågældende medlem – og måske særligt hans frue – skal jeg her undlade at nævne navne, men jeg kan dog afsløre, at der ikke er tale om en lille junior eller andre, der måske kunne undskyldes.
I en klub som vor, der bryster sig af landets bedste bane og med stort klubhusprojekt undervejs, synes jeg det er flovt og pinligt at måtte skrive et indlæg som dette. Ganske vist kommer der på et tidspunkt en tiltrængt renovering af hele klubhuset omfattende de nuværende toiletter, men indtil da bør hvert enkelt medlem gøre sit til, at klubhuset tager sig så godt ud som muligt. Eksempelvis ved blot at lukke døren på toilettet efter sig efter endt gerning.
Jeg husker formænd, der ofte greb kosten og fejede på terrassen, skruede ned for radiatorerne, slukkede lys osv. Ligeså vil jeg opfordre hvert enkelt medlem til at vise det gode eksempel. Det er vores klub og det er vores ansvar, at den tager sig så godt ud som muligt. Hvad nytter det, at lave fin parkeringsplads og blomstrende bede, hvis vores gæster hellere vil holde ind på en rasteplads end besøge vores toiletter?

Med venlig hilsen
Christoffer Christensen
Medlemnr. 310







Danish International Amateur Championship

Silkeborg Aktiv Ferie